Er du eventyrlysten, smilende og imødekommende - og kan du holde hovedet koldt i pressede situationer, så er det måske dig, vi leder efter som rejseleder til vores Aktive Rejser med Dansk Rejseleder.

Jysk Rejsebureau søger rejseledere til vores Aktive Rejser med Dansk Rejseleder.

Går du med drømmen om at være rejseleder og tage med en gruppe på vandretur i udlandet, så vil vi hos Jysk Rejsebureau meget gerne høre fra dig.

Jysk Rejsebureau har i en årrække haft muligheden for at danne rammen om aktive grupperejser med fokus på vandring, i store dele af verden. En rejse, hvor man i vandrestøvler sammen oplever fremmede kulturer, åbne vidder og kæmper for at nå det fælles mål. Din opgave som rejseleder er, at støtte gruppen undervejs, og få dagligdagen til at fungere ud fra det allerede fuldt planlagte program.

Vi har mange forskellige ture, fra en uges vandretur på Caminoen i Spanien, bestigning af Kilimanjaro i Tanzania til tre ugers trekkingtur til Everes Base Camp i Nepal. Vi er altid åbne for at lave rejser til nye destinationer, hvis den rette rejseleder viser sig at have kompetencer, men det skal altid være indenfor vores aktive koncept.

Jobbet indebærer at du tager det overordnede ansvar for den enkelte turs gennemførsel. Med højt humør og positiv energi sørger du for, at kunderne får en rejseoplevelse de aldrig vil glemme. Du er Jysk Rejsebureaus repræsentant lige fra mødet med kunderne i lufthavnen til du siger farvel til dem igen. Du samarbejder undervejs med vores lokale samarbejdspartnere, som også er med til at sikre at turen gennemføres optimalt.

Hos Jysk Rejsebureau er vores motto ”Mærk Verden”. Vi forventer, at du tager denne værdi med dig på turen, da det er vigtigt for os, at vores rejsende kommer hjem, og har været i berøring med situationer og oplevelser, som er udover det sædvanlige og i samhørighed med den virkelighed de besøger.

Det vi forventer af dig som ansøger er at:

  • Du sætter dig ind i turens formål og har destinationskendskab
  • Du er omstillingsparat
  • Du er god til at samarbejde
  • Du kan holde hoved koldt i pressede situationer, og er ikke bange for at tage ansvar
  • Du kan kommunikere på engelsk i skrift og tale
  • Du er udadvendt, rolig og tillidsvækkende
  • Du kan klare de fysiske udfordringer
  • Du er en god kommunikator.
  • Du vil være med til at forberede deltagerne ved at være med i vores før-afrejsemøder

Er du interesseret i at vide mere om vores Aktive Rejser med Dansk Rejseleder, kan du læse mere her.

Vi glæder os til at høre fra dig.

Dele links


Log på og send uopfordret ansøgning

Tilbage til Ledige stillinger